Barnets udvikling

Svampebob Firkant kan være skadelig for dine børn

Ser dine børn en gang imellem eller måske ofte tegneserien Svampebob Firkant ? så kan det godt være at du måske lige skal være lidt mere opmærksom når børnene selv vælger, hvad de vil se på fjernsynet.

Umiddelbart virker den firkantede badesvamp Bob jo egentlig meget sjov med sine kammerater og ballader i deres hyggelige undervandsverden. Mange børn og for den sags skyld også mange voksne elsker at lade sig underholde af figurens utallige nye ideer og krumspring.

Nu viser en undersøgelse at denne type af tegnefilm kan have en skadende virkning på børn. Det videnskabelige tidsskrift Pediatrics har nemlig offentliggjort en artikel, som handler om en undersøgelse der viser at tegnefilm som bla. Svampebob Firkant kan være med til at nedsætte børns evne til at fokusere og fastholde koncentrationen. Det viser sig nemlig, at når børnene ser de tegnefilm hvor der hele tiden sker en hel masse ting på skærmen med masser af fuld fart og lyd på, så ender børnene med at blive helt overgearede når tegnefilmen til sidst er slut.

I undersøgelsen blev en række 4-årige børn inddelt i forskellige grupper, hvor nogle af børnene så Svampebob Firkant, andre så klassiske og pædagogisk korrekte tegnefilm og andre børn havde siddet og tegnet helt uden fjernsyn. Resultatet af undersøgelsen viste, at de børn som havde set klassiske tegnefilm eller havde tegnet var meget mere stille og rolige bagefter, hvorimod de børn som havde set de aktive tegnefilm var temmelig energiske og kåde.

Mange forældre lader jo børnene se lidt tegnefilm for at de kan slappe af, men der er da god grund til at sortere i hvilke tegnefilm som ungerne skal have lov til at se for at det ikke får den stik modsatte effekt med overgearede og lidt for energiske børn. Der findes rigtig mange gode tegnefilm, så ungerne kan sagtens beholde deres afslapningstid foran fjernsynet, bare du som forælder er mere opmærksomme på hvad de små skal lade sig underholde af.

Tegnefilmen blev oprindelig opfundet af en marinebiolog som gav sig til at tegne en hel undervandsverden med sjove figurer, serien er siden den blev vist første gang i 1999 blevet enormt populær over hele verden, både hos små og store.