Børn

Børnene vil gerne være med til madlavningen

Flere end seks ud af 10 danske børn vil gerne lave mere mad derhjemme, end de gør nu, viser helt nye tal. Tallene stammer fra rapporten Børn, Unge og Mad, som Arla Fonden står bag. 1.000 børn og unge er for første gang nogensinde blevet spurgt ind til deres tanker om, følelser og erfaringer med mad.

Hermed får vi første gang indsigt i alt fra, hvor mange børn, der bliver kaldt kræsne til, hvor mange der mener, at de godt kan lide sund mad.

Rapporten viser også, at 82 procent af de unge godt kan lide at lave mad. Så potentialet for at få ungerne i køkkenet er altså kæmpestort.

”Det er nogle meget markante tal, vi har fået her. Det er fantastisk, at så mange unge gerne vil mere i køkkenet. Det betyder, at vi har alle muligheder for at sikre, at den næste generation bliver bedre og stærkere i et køkken,” siger Sanne Vinther. Hun er direktør i Arla Fonden, der blandt andet gennem to madlejrskoler vil inspirere børn og unge til gode madvaner og bæredygtig livsstil. De seneste fem år har 9.000 børn været på en af Arla Fondens madlejrskoler.

Forældrene tager det ikke seriøst
Selvom 82 procent af børnene godt kan lide at lave mad, er der et problem. De voksne orker tilsyneladende ikke at have børnene med i køkkenet, viser rapporten.

Et bredt udvalg af forældre er også blevet spurgt om deres tanker om madlavning. 15 procent mener, at det tager for lang tid at have børnene med i køkkenet. 33 procent af forældrene har ikke rigtig tænkt over, hvorfor børnene ikke er med i køkkenet. Noget der ikke vækker begejstring hos Sanne Vinther. ”Hvis unge mennesker skal kunne tage vare på deres egen sundhed, som voksne mennesker, så nytter det ikke noget, at vi forældre ikke tager børnene med i køkkenet. Det er ikke godt nok, at hver anden forælder svigter på det område,” siger Sanne Vinther.

På en tilfældig hverdag hjælper kun 26 procent af børnene til omkring aftensmad. De der hjælper, hjælper enten med at dække bord, købe ind, vaske op eller hjælpe til under madlavningen. Endnu færre står reelt for at lave maden. Hele 28 procent af børnene vurderer selv, at de ikke har hjulpet med noget som helst omkring maden inden for den seneste uge.

Inddrag børnene i madlavningen
Sanne Vinther mener, at det store potentiale for at få børnene til at lave mere mad, skal udnyttes. ”Kig på madsites med børnene og lad dem være med til at bestemme. Gør det hyggeligt – og tag opvasken alene. Det vil alt sammen hjælpe,” siger Sanne Vinther. ”Med så mange unge, der gerne vil lave mad, er der alle muligheder. Nu skal vi voksne give de unge plads,” siger Sanne Vinther.

Rapporten er fyldt med unikke tal. Her fremgår det også, at hvert andet danske barn er blevet kaldt kræsent – at familier spiser aftensmad sammen 5,33 dage om ugen i gennemsnit – men også, at forældrene går mere op i klima end børnene.

Rapporten kan læses på børnungeogmad.dk

Om rapporten: Børn, Unge og Mad 2020
Børn, unge og Mad er en ny, årlig tilbagevendende analyse, der skal være med til at fremme Arla Fondens formål. At fremme almen maddannelse, bedre madvaner og en sund livsstil blandt børn og unge.

Arla Fonden driver to MADlejrskoler, og har via de godt 3.000 danske skoleelever der hvert år besøger de to madlejre, en helt unik adgang til en gruppe, som ellers kan være svære at få i tale.

Ved at spørge ind til madlavning, madmod, måltidssituation i hjemmet og klimatænkning i maden, får vi et helt enestående billede af de unge tanker, følelser og erfaringer med mad. Den adgang til at give børn og unge en stemme findes ingen steder i dag.

Det vil Arla Fonden gerne bruge til at skabe værdi for de unge, familier, skoler, forskere og øvrige stakeholdere på området. Det vil give inspiration til indsatsen for at fremme almen maddannelse og sundere og mere bæredygtige madvaner blandt børn og unge.

Samtidig spørges et bredt udvalg af forældre om deres tanker om de samme områder. Alt i alt et materiale, som ikke har været tilgængeligt før, og som giver et enestående indblik.

Læs mere om Arla Fonden og MADlejr på www.arlafonden.dk og www.madlejr.dk