Oplev Star Wars dage i LEGOLAND

Oplev Star Wars dage i LEGOLAND

Lørdag og søndag den 10.-11. juni vækkes kraften i LEGOLAND®, når parken slår dørene op til to begivenhedsrige LEGO® Star Wars TM Days med masser af aktiviteter for hele familien. 

I løbet af to dage får gæsterne rig mulighed for at komme helt tæt på deres helte fra Star WarsTM, når den traditionsrige parade marcherer gennem LEGOLAND® til årets LEGO® Star WarsTM Days. Gæsterne kan også deltage i spændende byggeaktiviteter, og som noget helt nyt i år kan man komme med på den farlige mission – Rebel Run.

– Rebel Run er en helt ny og involverende aktivitet, hvor gæsterne skal igennem en lille træningsøvelse, inden de bliver sendt ud på en farlig mission for at finde den manglende side i planerne til at bygge LEGO ® Star WarsTM Dødsstjernen og vække kraften, siger Pernille Steffensen, Event Manager i LEGOLAND.

Masser af Star WarsTM aktiviteter

Der er mange spændende byggeaktiviteter på programmet, hvor gæsterne blandt andet kan være med til at bygge store LEGO modeller og en flot LEGO ® Star Wars TM mosaikvæg.

Til LEGO ® Star Wars TM Days er LEGOLAND også spækket med Star Wars TM kendere, og igen i år deltager LEGO® fanklubben ”Byggepladen” med en imponerende udstilling af flotte LEGO® Star WarsTM modeller. Gæsterne kan også hjælpe Byggepladens medlemmer med at lave minifigurer til den kæmpe store hangar, som gerne skal have 2.000 Stormtroopers klar til at tage imod kejseren.

– LEGOLAND vil være spækket med Star WarsTM stemning og aktiviteter rundt i parken, så selve LEGOLAND oplevelsen ikke kan undgå at få et islæt af Star WarsTM på de to helt særlige dage, siger Pernille Steffensen.

X-wing vender tilbage

Store og små Star WarsTM fans kan også glæde sig til et gensyn med Luke Skywalkers legendariske LEGO® Star WarsTM X-wing Starfighter, der er landet i LEGOLAND efter et år på hemmelig mission i en fjern, fjern galakse. X-wing er bygget i størrelsesforholdet 1:1, og der er brugt mere end 5 millioner LEGO klodser til at bygge den imponerende LEGO model.

Alle 3-12 årige, der kommer i  Star WarsTM kostume, har fri adgang til LEGOLAND under LEGO® Star WarsTM Days.

LEGO® Star WarsTM Days finder sted i LEGOLAND i weekenden den 10. -11. juni. Paraden går begge dage gennem LEGOLAND fra kl. 11:30 og fra kl. 17.00.