Ferie med børn

Skiferie med børn

Elefantino.dk har lokket Troels Kjems, som er far til to skiglade unger og redaktør på den danske skiportal www.skiferietips.dk til at fortælle, hvordan du gør skiferie med mindre børn til en fornøjelig oplevelse for hele familien.

Dit barn er klar til skiferie, når du er klar
Forældre til helt små børn dropper ofte de årlige skiferier, når junior melder sin ankomst. Men baby behøver ikke at være mange måneder gammel, før du igen kan lade dig friste af skirejsebureauernes gode tilbud.
Selvom dit barn typisk skal være mindst 18 måneder, før det giver mening at spænde det første par ski under din dreng eller pige, så kan du allerede fra barnet er helt lille tage det med på skiferie. Det kræver naturligvis ekstra planlægning og et par dybe indåndinger at få søvn, amning, bleskift og skiløb til at gå op i højere enhed, men jeg garanterer, at dit barn er klar til skiferie, ligeså snart du rent mentalt er klar til det.

Skiferie på børnenes præmisser

Som forælder er du nødt til at gå på kompromis med dine egne behov. Det gælder også, når du skal af sted på skiferie.
Skrål til afterski bliver afløst af børneskrål og 6-7 timers dagligt skiløb i højt tempo ad de stejleste pister må du nøjes med at drømme om.
Når du er på skiferie med de yngste, så tag ethvert minuts skiløb på egen hånd som en bonus.
Glæd dig i stedet over, at du deler gode og sunde oplevelser med dine børn og forhåbentlig lægger fundamentet for mange fornøjelige skiferier i fremtiden.

Tag baby med på pisten

Allerede fra din baby er cirka 3 måneder gammelt kan du tage din lille tumling med ud i skiterrænet.
Lad klapvogn og barnevogn blive hjemme og invester i stedet et par tusinde kroner i en god bærerygsæk.
Hvis du selv er en rimelig habil skiløber og i øvrigt undgår de stejleste pister, så er der intet til hinder for, at baby kan få sin første tur ned ad bjerget bag på din ryg.
Det er dog vigtigt, at du køber (eller låner) en rigtig bærerygsæk med indbyggede aluminiumsstivere, så et eventuelt styrt ikke bliver fatalt.
Eksempelvis laver det tyske firma Deuter nogle rigtig gode bærerygsække, som er velegnede til alpine skiløbere, der vil have baby med ned ad bjerget. Deuter forhandles hos flere danske netbutikker.
Hvis både mor og far er habile skiløbere, så kan I skiftes til at bære baby i rygsækken.
Sørg i øvrigt altid for at have styr på, hvor nærmeste pusleplads eller varmestue findes. Så ved I, hvor skiene skal drejes hen, når det er tid til amning eller bleskift. Middagsluren kan til gengæld ofte klares på pisten.

Når babyen bliver til et barn

Når din baby er blevet til et barn og har lært at kravle og gå, så kan du trygt spænde barnet på de første par ski og lade det tage de første spæde ture ned af bjergets børnebakker.
Sørg for at vælge et børnevenligt skisportssted, hvor der ligger afskærmede børnebakker tæt ved jeres skilejlighed eller hotel.
Tag ikke altid skirejsebureauets salgsbrochurer for gode varer. Tjek selv områdets pistekort og din egen indkvarterings placering.
Undgå så vidt muligt at indlogere familien mere end et par hundrede meter fra en børnebakke, da jeres skilejlighed i mange tilfælde vil være en god base for dagens strabadser ude på bjerget.
Overlad sengepladserne længst væk fra lifterne og turene i de overfyldte skibusser til skiløbere uden børn.

Skiskole eller ej?

Selvom tanken om at overlade et skrigende barn til en fremmed skilærer er forfærdelig, så gør du både dig selv og dit barn en tjeneste ved at booke tid hos en uddannet skiinstruktør, som kan hjælpe dit barn med at få styr på skiteknikken.
Selv børn i vuggestue- og børnehavealderen vil have stor gavn af at få teknikken rigtigt på plads fra start, og vi forældre er ikke altid de bedste til at lære vores børn godt skiløb.
For det første, så har vi sandsynligvis indbyggede unoder i vores egen skiteknik og for det andet, så lytter børn bare bedre efter, når det er en fremmed, som taler. Sådan fungerer det i hvert fald her i familien.
Vælg dog altid en skilærer, som taler dansk (eller skandinavisk). Alle de mest populære skidestinationer for danske børnefamilier har skiinstruktører, som kan kommunikere med dit barn på dansk. Vælg den dansktalende løsning, også selvom de enkelte steder koster lidt ekstra.