Kammerjunkere med fuldkorn

Kammerjunkere med fuldkorn

Til sommertid hører kærnemælkskoldskål og kammerjunkere, de fleste køber nok kammerjunkerne i supermarkedet men du kan lige så godt selv lave derhjemme og børnene kan være med til trille dejen til kugler, eller rulle dejen ud i lange stænger inden de skal bruges til kugler. Og så smager det bare bedre når i selv har lavet maden, og børnene synes det er sjovt at være med.

Opskriften giver 30 stk kammerjunkere
2 æg
150 g sukker
50 g smør
150 g hvedemel
150 g hvedemel med fuldkornslogomærket
1 tsk. bagepulver
1/4 tsk. salt
1 økologisk citron
1/4 tsk. stødt kardemomme
1 vaniljestang

Tilberedning:

Smelt smørret og lad det køle lidt af. Pisk æg, sukker, revet citronskal, kardemomme, kornene fra vanilje stangen og det smeltede smør. Kom hvedemel, fuldkornshvedemel, salt og bagepulver i en anden skål og rør det sammen.

Bland indholdet i de to skåle og rør det til en ensartet dej som sættes på køl i 1 time.

Tag herefter dejen ud og del den i 2 portioner. Rul begge portioner til lange pølser på et bord, som er drysset let med mel. Del hver pølse i 15 stykker og rul dem til kugler. Kuglerne sættes på en bageplade med bagepapir og gives et lille tryk på toppen, så det bliver lidt fladere.

Bag kuglerne i 6 minutter i en forvarmet ovn ved 200°C og gerne varmluft. Tag kuglerne ud og lad dem køle af et par minutter. Skær kuglerne over på midten og sæt dem tilbage på bagpladen med skærefladen opad. Er kuglerne stadig meget fugtige i midten, sættes de tilbage i ovnen et par minutter inden de skæres over.

Kom de halverede kugler tilbage i ovnen ved 150°C og gerne varmluft i 25 minutter. Tag kammerjunkerne ud og lad dem køle af inden servering.

Server til koldskål og tilsæt eventuelt jordbær.

Opskriften er fra Fuldkornspartnerskabet   – du kan finde mange flere børnevenlige opskrifter med fuldkorn på deres hjemmeside www.fuldkorn.dk/Fuldkorn til børn