Børnefamilier er blevet bedre til at beskytte børnene
Børnefamilierne er bedre til at beskytte sig i solen på ferien, end familier uden hjemmeboende børn. Det viser en undersøgelse, FDM travel har fået foretaget.
Solcremen og solhatten er hyppigere i brug hos familier med børn end uden. Det viser en undersøgelse fra FDM travel af danskernes forhold til solens stråling. Mens stort set alle børnefamilier bruger solcreme til både børnene (98 %) og dem selv (96 %), så er tallet lidt lavere for familier uden hjemmeboende børn. Her vælger 86 % at bruge solcreme.
Men selv om både børnefamilier og familier uden hjemmeboende børn er gode til at huske på solcremen, så bliver mange af de andre vigtige solråd ikke fulgt, når feriesolen stråler.
”Netop nu tager mange børnefamilier sydpå på sommerferie. Her er solens stråler endnu kraftigere, så det er vigtigt at huske at følge de gode solråd om siesta, solhat og solcreme, hvis man ikke vil have ødelagt ferien af en solskoldning”, siger Line Danvad udviklings- og salgschef hos FDM travel.
Kun 40 % husker at holde sig væk fra solen midt på dagen, og kun hver femte bruger solhat. Til gengæld er forældrene lidt bedre til at huske at beskytte børnene med solhat. 44 % af børnene får en solhat på, når de skal opholde sig i solen, mens 42 % holder dem væk fra solen midt på dagen.
”For at kunne få en sommer uden solskoldninger er det vigtigt at bruge solrådene i kombination – altså: ’Siesta + Solhat + Solcreme’. UV-strålingen fra solen er højest mellem kl. 12 og 15, og det bedste solråd er derfor at holde siesta og søge skygge midt på dagen. Når man er ude i solen, er det en god idé at tage en bredskygget hat på hovedet og tøj, der dækker kroppens udsatte steder, og så smøre sig ind i rigeligt med solcreme hvor tøjet ikke dækker”, siger Anja Philip, projektchef i Kræftens Bekæmpelses og TrygFondens Solkampagne.
På www.fdm-travel.dk/solguide kan de rejsende inden ferien finde gode råd til, hvordan de gør solferien til en solstrålehistorie. Samtidig uddeler FDM travel Solkampagnens materialer til børn og voksne med gode solråd på FDM travels 10 rejsebureauer rundt om i landet. Folderne og børnebøgerne kan også fås på FDMs testcentre og FDMs campingpladser.