Oplev Honningkageslottet ved Jul i Tivoli
Jul i Tivoli får premiere på nye lysscenografier og holder åbent til og med Nytårsaften. I dagene op til årets sidste dag afholdes der en fantastisk Fyrværkerifestival.
Samlet er der sat 2600 m2 af alene til temaområder, der tager afsæt i østrigsk, norsk, svensk og dansk jule- og vinterhygge. Og som prikken over i’et bliver der hver dag tændt op mod en million lyspunkter i Haven, der internationalt er kendt som tivoli-lyset.
I forbindelse med Nøddeknækkeren vil gæsterne også kunne se syv af ballettens figurer med en højde på 3,5 meter, som er placeret på Koncertsalens balkon. Alle figurerne er tegnet af dronning Margrethe.
Honningkageslottet er årets nyhed
Som noget helt nyt åbner et honningkage-værksted i H.C. Andersen Slottet, der til lejligheden er blevet omdøbt til Honningkageslottet. I Honningkageslottet findes Danmarks største, nissebetjente honningkage-bagemaskine. Ideen med Honningkageslottet er, at børn og voksne kan dekorere honningkagehjerter sammen, og tage dem med sig hjem. Honningen til hjerterne stammer fra Tivolis helt egne bistader på taget af Koncertsalen.
Nøddeknækkeren får levende orkester
Der er eventyr for hele familien, når Nøddeknækkeren genopføres i en særlig Tivoli version i Koncertsalen fra den 1. december. Dronning Margrethe er den kyndige hånd bag forestillingens scenografi og kostumer, som danner rammen om Tivolis balletchef, Peter Bo Bendixens, koreografi. Trin og kongelige klæder bliver for første gang akkompagneret af Tivoli Copenhagen Phil, som med Tjaikovskijs musik leverer tonerne til den udødelige fortælling om Clara og hendes elskede Nøddeknækker. I forestillingen optræder en række kendte Tivoli ikoner.
Lyset i Tivoli
Hver dag bliver der tændt op mod en million lyspunkter i Tivoli, der internationalt er kendt som tivoli-lyset. Ambitionen er at tage gæsterne med på en lys-rejse, hvor Tivoli skal måle sig med de bedste i branchen på internationalt niveau. Gæsterne kan se frem til 300.000 lyspunkter på piletræerne ved Tivoli Søen. Som noget nyt bliver udvalgte træer totalt pakket ind i lyskæder. Smøgen i Tivoli bliver opgraderet til et mangfoldigt, levende strøg med Tivoli-lys. Træerne over De hængende Haver bliver belyst med laserlys, der ligner ildfluer. I Kinaområdet kan gæsterne opleve julelysshowet et lystæppe med over 16.000 lyspunkter, der folder sig ud til musik under Dæmonen. Og slutteligt skal nævnes Glassalens tag, der dekoreres med lyskæder som et bidrag til julestemningen.
I år er det 23. gang at Tivoli åbner dørene til Jul i Tivoli.