50 år med LEGO DUPLO
På de fleste danske børneværelser vil der højst sandsynligt kunne findes et udvalg af de kendte små kantede LEGO-klodser. Et stykke legetøj som nok betragtes som en naturlig del af barndommens leg – ikke mindst de små klassiske LEGO-klodser men også de noget større DUPLO-klodser.
Et helt enkelt stykke legetøj som kan kombineres i et utal af variationer og kreationer, ingen restriktioner – her gælder det bare om fri fantasi og leg. Vi mennesker har en indbygget trang til at lege og udforske verden, og hvad bedre måde at gøre det på er med DUPLO- og senere LEGO-klodser. Her hjælper de store DUPLO-klodser med at små fingre kan holde bedre fast og lære hvordan verden – i hvert fald når det gælder DUPLO skal sættes sammen. En rigtig god start for et barns udvikling og ikke mindst når det gælder motorik og koordinering – og så sker det i form af leg og naturlig nysgerrighed.
Det var 2. generation af LEGO – Godtfred Kirk Christiansen som kom på ideen med DUPLO-klodserne, da han fandt på at lave klodserne hule indeni – hvorved de kunne bygges på de eksisterende LEGO-klodser. Det er også derfor at DUPLO-klodserne er dobbelt så store som LEGO-klodser – det gælder på alle sider, så at de passer sammen. En af de sjove små detaljer om DUPLO som viser at der ligger nogle dybere tanker bag designet end blot at lave en byggeklods. DUPLO-klodserne så offentlighedens lys første gang i 1969, og kan derfor i år fejre 50-års fødselsdag. Selve logoet for klodserne, kom til i 1970’erne hvor 3. generation af LEGO-familien – Kjeld Kirk Christiansen, valgte at gøre DUPLO til et selvstændigt brand og fik vartegnet den røde kanin – som fortsat symboliserer de store klodser.
Siden dengang er den firkantede klods blevet udvidet med en stor familie af figurer som politi, læger, landmænd, sjove børn, bondegårdsdyr, biler og mange flere.
Det er netop sjovt at se udviklingen for DUPLO-klodsen gennem årene siden fødslen af klodserne tilbage i 1969 og frem til hvordan de nuværende DUPLO-elementer ser ud i dag. Se bare her nedenfor på billedet af de oprindelige helt enkle og firkantede klodser til 2018, hvor det mere er små færdige elementer som kan sættes sammen eller bygges sammen. Et helt DUPLO-univers som giver grundlag for mange timers leg og underholdning for de mindste i familien.