Børn

Gør dit barn trafiksikker i sommerferien

Øvelse gør mester – også i trafikken. Børnene bliver mere sikre trafikanter, når de har gået og cyklet i trafikken med deres forældre. Rådet for Sikker Trafik anbefaler at bruge nogle dage i sommerferien på trafiktræning med dit barn.

Til august starter tusindvis af børn i skole for første gang, og de skal klædes på til at kunne klare sig sikkert i trafikken. Men også alle andre børn har brug for at lære, hvordan man skal opføre sig, når man bevæger sig ud på vejene.

Derfor opfordrer Rådet for Sikker Trafik og TrygFonden alle forældre til at bruge nogle dage i sommerferien med at træne trafik og skolevejen med børnene.

– Børn har brug for selv at gøre sig nogle erfaringer og øve nye ting igen og igen. Det kan ikke læres fra bagsædet af en bil eller ved at kigge i en bog. Børnene skal ud i trafikken med en voksen, der lærer dem at færdes sikkert og giver dem en forståelse af, hvad de skal holde øje med og hvordan de selv skal opføre sig, siger Gitte Aagaard, seniorkonsulent i Rådet for Sikker Trafik.

Trafikken virker uoverskuelig
Et barn på 5 – 7 år kan ikke overskue trafikken på samme måde som en voksen. Barnet vil typisk opleve trafikken som uoverskuelig, hurtig, farlig og voldsom. Barnet kan også have svært ved at aflæse trafikken og vurdere, hvornår der er et ”hul i trafikken” til at komme over vejen.

Derfor er det vigtigt, at forældre går eller cykler med deres børn i trafikken og taler om, hvad de oplever. Hvor er det godt at gå over vejen og hvorfor? Hvad skal man kigge efter og hvorfor skal man være ekstra opmærksom, hvis en bil eller lastbil bakker.

Det er individuelt, hvornår børn kan håndtere forskellige situationer i trafikken. Hvad kan en fire-årig i trafikken? Og kan en syv-årig cykle alene i skole?
Få svarene her eller på www.sikkertrafik.dk

Hvad, hvordan, hvornår?
Når dit barn skal færdes alene og for eksempel gå til og fra skole, er det vigtigt, at du vælger den mest sikre rute, som barnet skal gå. En sikker skolevej er ikke nødvendigvis den korteste og dermed hurtigste. Det kan i stedet være en rute, der er lidt længere, men hvor I kan komme over vejen ved et fodgængerfelt eller under vejen ved en gangtunnel. Planlæg turen efter hvor I skal krydse vejen færrest gange.

Gå ruten med dit barn og tal sammen om, hvor man må gå og hvor man må krydse vejen og hvor man ikke må gå. Prøv at se trafikken med dit barns øjne.

Børn bliver nemt overset:
Børn på 5 – 7 år er fysiske små og lettere at overse. De har heller ikke det samme udsyn som en voksen. Lær barnet at det skal krydse vejen et sted, hvor det har godt udsyn og hvor andre trafikanter kan se barnet.

Børn er spontane:
Små børn kan blive distraheret, hvis de ser noget interessant og glemme alt om regler og aftaler. Lær barnet at det er vigtigt at holde øje med trafikken hele tiden, også mens man krydser vejen.

Børn i flok:
Når flere børn færdes sammen, så bliver de nemt optaget af, hvad der sker i gruppen og kan glemme at se sig for i trafikken. Fortæl dit barn, at når man færdes med andre skal man være ekstra opmærksom på trafikken.

Svært at bedømme afstand og fart:
Når man er lille, så kan det være svært at bedømme, hvor hurtigt en bil kører og om man kan nå over vejen. Tag jer god tid og træn det igen og igen. Barnet har brug for i ro og mag at kunne betragte trafikken og kigge til begge sider inden det beslutter sig for, om der er fri bane.

Børn forstår ikke altid voksensprog:
Ord som ”lyssignal, fodgængerfelt, venstre og højre” kan være abstrakte begreber for et barn. Sig i stedet for højre og venstre, at de skal kigge sig godt for ”til begge sider”. Vær konkrete og prøv det af i praksis, så barnet både kan høre og se, hvad du mener.

Børn oplever egocentrisk:
Små børn har svært ved at sætte sig ind i andre trafikanters situation, og de stoler ofte på, at de voksne overholder reglerne. Lær dit barn, at det altid skal passe på trafikken og ikke stole blindt på andre trafikanter.

Kom væk når der bakkes:
Lær dit barn, at de ikke må være bag ved biler eller lastbiler, der bakker. Vis dem hvordan baklyset ser ud på en bil, og lad dem høre biplyden fra en lastbil, der bakker. Forklar dem at signalet betyder, at de skal flytte sig, hvis de står bag bilen eller lastbilen.

Her finder du gode råd til hvordan I kan trafiktræne.

Fem gode råd til de nye skolebørns forældre:
1. Vælg den sikreste rute til skolen – ikke nødvendigvis den korteste
2. Gå ned i knæ og se trafikken med dit barns øjne
3. Husk cykelhjelmen og lær dit barn at give tegn i trafikken
4. Er du i bil så vælg evt. en ugentlig gå- eller cykeldag
5. Husk at børnene kopierer dine vaner i trafikken
(Kilde: Rådet for Sikker Trafik og TrygFonden).