Indkøbsguide

Anmeldelse – TEFAL ActiFry

Ind imellem er det rart når madlavningen kan klares nemt og hurtigt, ikke fordi at det betyder at der skal gåes på kompromis med kvaliteten og at løsningen hedder fastfood eller pizza fra det lokale pizzeria. I stedet kan aftensmaden nemt laves derhjemme i køkkenet, uden at det behøver at tage lang tid eller du behøver have dårlig samvittighed over at dine børn ikke får sund mad.
TEFAL har udviklet et nyt koncept som hedder ActiFry, og er en moderne og sund udgave af kogning i olie – det vi kender som friturestegning.

TEFAL har taget denne form for tilberedning og genopfundet det på en ny og innovativ måde som har fokus på at minimere forbruget af olie og gøre tilberedningen sundere.
Dette har de så gjort ved at udvikle et koncept hvor ingredienserne tilberedes med et minimum af olie og samtidig steges ved brug af varm luft som cirkulerer indeni maskinen.

Redaktionen på Elefantino.dk har haft mulighed for at teste ActiFry’en i Snacking-modellen som er mindre end Family-modellen og derved er velegnet til mindre portioner.
Den altid børnevenlige klassiker kødsovs skulle selvfølgelig afprøves i ActiFry’en, dette blev dog ikke så vellykket da kødet havde en tendens til at klumpe sammen under stegningen. Kødsovsen endte derfor med at indeholde klumper af kød – hvilket absolut ikke blev godt modtaget af de forventningsfulde små testspisere.

Derimod var de hjemmelavede, grove pomfritter og kylling med mandelstykker et stort hit både hos de små og ikke mindst hos de store testspisere. I mellemtiden var det nemt at få stegt frikadellerne på traditionel vis, mens kartoflerne passede sig selv i omkring 45 minutters tid i ActiFry’en. Maskinen kan nemlig programmeres til hvor lang tid maden skal have, og så siger den selv til når det er færdigt. Pomfritterne blev helt fint sprøde med minimalt brug af fedtstof, så fremover laves der ikke pomfritter på anden måde end i ActiFry’en!!!

Tefal ActiFry - pomfritter

Stegning af grøntsager fungerer fint i ActiFry’en, og kan nemt bruges både som tilbehør eller i for eksempel asiatiske retter eller til pasta. Vi prøvede blandt andet med grøntsager i tern samt som aflange stænger, og begge dele gik helt fint, og blev lige tilpas stegte så at det passede børnene.

Tefal ActiFry - kylling

Det gode ved ActiFry’en er at der næsten ikke bruges olie, kun lige en spiseske eller deromkring – og det kan tydeligt smages på maden, samtidig med at fødevarerne bliver stegt og kogt på en nænsom måde som gør at de bevarer saft og god konsistens, og alle de gode næringsstoffer.

Indlægget er sponsoreret.