Bøger

Det småtspisende barn

Børn, der ikke vil spise, er et overset problem. Mange forældre har dog problemet tæt inde på livet og føler en stor afmagt, når deres barn ikke spiser nok.

Der kan være forskellige årsager til den manglende appetit: Visse typer medicin, fx til dæmpning af ADHD-symptomer, giver nedsat appetit, og særligt sensitive børn har ofte følsomme smagsløg, der kan give en særdeles stor skepsis over for nye smagsoplevelser. Nogle børn har bare en mindre appetit end andre. Uanset årsagen kan den manglende appetit være bekymrende for forældrene.

Det småtspisende barn er et opgør med betegnelsen ‘kræsne børn’ og den dårlige samvittighed, man som forælder kan have, når ens barn ikke spiser, som det helst skal. Det er samtidig en praktisk vejviser til en sund og energirig ernæring for det småtspisende barn. Ikke mindst er det en kogebog, som det småtspisende barn trygt kan kigge i uden at skulle bekymre sig for at møde alt for udfordrende nye retter. De energiberigede hverdagsretter indbyder til et fællesskab om madlavningen, hvor selv børn med de mest følsomme smagsløg kan lokkes til at tilberede – og ikke mindst indtage – en velkendt ret i en måske ny variant.

Bogen er fri for løftede pegefingre og tilbyder endda nogle overraskende råd: Ja, det er okay med en franskbrødsmad med nutella!

Om forfatterne:
Anita Albers er født i 1974 og opvokset i Sønderjylland, men har siden 1994 boet i Aarhus. Hun er cand.mag. i tysk og filosofi fra Aarhus Universitet og forfatter til romanerne Feber og Tingfikser. Det småtspisende barn er udsprunget af hendes egne bekymringer og overvejelser i forbindelse med, at hendes børn mistede appetitten, da de blev medicineret mod ADHD.

Lotte Fisker er født i 1972 og opvokset i Vejle. Hun er uddannet klinisk diætist fra Aarhus Universitet. Hun var medejer af Diætisterne i Århus, men siden 2012 har hun været ansat i Ældre- og Handicapområdet i Skanderborg Kommune, hvor hun beskæftiger sig med småtspisende voksne. Det småtspisende barn er hendes første bog.

Bogen kan købes på Saxo.dk og koster 349,95 kr – Det småtspisende barn

Smaatspisende barn