Torvehallerne holder torvedag for børn
Lær sæsonens mystiske råvarer at kende, bliv klog på havets fisk og servér en middag til dine forældre! Alt det og meget mere står på menuen, når Torvehallerne og Thomas Herman inviterer til en dag i børnehøjde i efterårsferien.
Søndag 22. oktober bobler Torvehallerne af torveliv i børnehøjde, når byens yngste inviteres på besøg til Børnetorvet. Dagen bliver ét stort spisekammer fyldt med aktiviteter, workshops og en helt særlig restaurant, hvor børnene får selskab af fire stjernekokke.
Fiskequiz og mystiske råvarer
Blandt dagens aktiviteter er HAVs fiskequiz, hvor man kan se en levende rødspætte, blive klog på kulmulens særegne træk og smage østers (hvis man tør!). Hos slagterne fra Cleaver’s Meat Market quizzer de også. Her får børnene noget at tygge på, når de skal smage forskel på gris, okse og lam. Og så får torvet besøg af lektor og kogebogsforfatter, Helle Brønnum Carlsen, der fortæller om sæsonens mystiske råvarer, Thorsten Schmidt fra Restaurant Barr, der laver nitrogenis og Smag for Livet, der laver en torve-skattejagt med vilde urter.
Lad fire stjernekokke og dit barn stå for aftensmaden
I selskab med en håndfuld af landets bedste kokke, skal de små kokkespirer blive klogere på deres smagsløg, lære hvordan man laver et godt måltid – og ikke mindst hvordan man serverer det. Om aftenen er forældrene nemlig inviteret på 4-retters middag i restauranten, Børnenes Spisekammer. Theis Brydegaard (Restaurant NABO), Thomas Rode (RigtigMad.dk), Per Thøstesen (Bistro Boheme) og Brian Mark Hansen (Søllerød Kro) styrer køkkenet, mens Jacob Kocemba (Sparkling Tea Company) lærer børnene om bordskik og opdækning.
Så send dit barn i køkkenet og slut efterårsferien af med at nyde en 4-retters menu! Billetter til Børnenes Spisekammer købes særskilt på madbillet.dk.
Børnetorvet er lavet i samarbejde med Thomas Herman, der vil vække madglæden hos de mindste. Herman mener, at der skal være mere plads til børn i køkkenet. De skal involveres mere i madlavningen og lære, hvor maden kommer fra. Det er Torvehallerne i øvrigt helt enige i, og duoen håber derfor, at Børnetorvet bliver en kærkommen tradition.
Hvornår: Søndag 22. oktober 2017, kl. 11
Hvor: TorvehallerneKBH, Frederiksborggade 21, 1360 KBH K
Læs mere: http://bit.ly/Bornetorvet
Foto credit: Thomas Steen Sørensen