Jern
Et essentielt mineral
Jern er et livsvigtigt mineral for kroppen, og er en bestanddel af hæmoglobin – som indgår i de røde blodlegemer, der varetager transporten af ilt rundt i kroppen. Derudover er jern bestanddel i forskellige enzymer, der er essentielle for produktionen af energi samt uundværlig for dannelsen af enzymet myoglobin, der opbevarer ilten i musklerne.
To trediedele af den samlede mængde jern i kroppen skal findes i hæmoglobinet i vores blod. Den sidste del opbevares i vores lever, milt, knoglemarv og i musklerne.
Under en graviditet bør kvinder være ekstra omærksomme på at få det daglige behov for jern dækket, for at fosteret kan vokse og udvikle de indre organer.
Vi kan hovedsaligt få dækket vores behov for jern via den mad vi indtager, ellers kan man benytte sig af kosttilskud, hvis den daglige kost ikke indeholder tilstrækkeligt med jern.
Underskud af jern kan medføre blodmangel (anæmi) og forekommer ofte hos gravide kvinder, der ikke er opmærksomme på at få dækket deres jern-behov.
Hvis vi ikke får nok jern, falder mængden af hæmoglobin og der bliver ikke dannet tilstrækkeligt med røde blodlegemer, og der opstår en tilstand af blodmangel.
Symptomerne på blodmangel er bla. bleghed, svært ved at koncentrere sig, mangel på energi og en generel følelse af udmattethed.
Ekstra jern under graviditet
Under graviditet er jern vigtigt både for fosteret men også for moderen, for at kunne udvikle fosterets indre organer samt blodsystem.
Det er derfor vigtigt, at moderen under hele graviditeten sørger for at indtage den nødvendige anbefalede dosis jern.
I første trimester af graviditeten har vi behov for jern for at erstatte det blod som er mistet under menstruation, i andet og tredie trimester er jern vigtigt, for at fosteret kan udvikle sit eget blodsystem. Især op til fødslen er det vigtigt, at der ikke i forvejen er en tilstand af blodmangel da dette kan blive forværret under selve fødslen ved et eventuelt blodtab.
Hvilke fødevarer skal jeg spise ?
Kød og fisk indeholder gode mængder jern, som her findes i en form som er let for kroppen at optage og udnytte. Især lever er en god kilde til jern, dog skal man være opmærksom på at lever desuden indeholder en del A-vitamin som i for store mængder kan være skadeligt for fosteret.
Selv i grøntsager kan man finde en del jern, det er dog forskelligt hvor store mængder jern der findes i de forskellige grøntsager. Især grønne grøntsager er rige på jern, det drejer sig blandt andet om broccoli, rosenkål, grøn peber og grøntsager med grønne blade som f.eks spinat. Tomater indeholder også jern, men man skal spise temmelig mange for at det hjælper noget.
Det er desuden en god ide, at sørge for at spise frugt og grøntsager som er rige på C-vitaminer, da kombinationen med C-vitamin gør at jernet er nemmere for kroppen at optage.
Drik derfor gerne et glas friskpresset appelsinsaft iforbindelse med dit måltid, spis en appelsin eller dryp citron over kødet eller fisken.
Du kan også vælge tørret frugt, f.eks tørrede abrikoser, figner eller mandler.
Kosttilskud ?
Hvis du ved, at din daglige kost ikke giver dig jern nok, vil det være en god ide at tage kosttilskud med jern. Der findes desuden specielle kost-tilskud for gravide som sikrer at du får de ekstra vitaminer og mineraler som er vigtige for dig under graviditeten.
I forbindelse med kontrolbesøgene hos din læge vil der blandt andet blive taget blodprøver, som vil kunne fortælle hvis jern-niveauet begynder at blive for lavt.
Anbefalet dosis af jern for menstruerende kvinder er 18 mg pr. dag. For gravide kvinder med lavt jern-niveau kan det være nødvendigt, at sørge for at få op til 30 mg jern om dagen.