Bøger

Søskende

– en bog til forældre om at skabe gode forældrerelationer

Har du søskende, så har du helt sikkert også oplevet mange skænderier med dine større eller mindre søskende om legetøj, bøger eller hvem der må hvad – samtidig har i helt sikkert også haft et hav af rigtig gode oplevelser sammen som kun søskende kan have det sammen.

De fleste mennesker indgår i en søskendeflok på som oftest i danske familier to eller tre søskende. Nu er der kommet en bog som kan forklare hvorfor søskende reagerer som de gør, og hvorfor det ind imellem er så irriterende med mindre søskende.

Et godt søskendeforhold skaber tryghed og er en uvurderlig støtte livet igennem. Men hvorfor får nogle søskende en meget dyb og nær relation, mens andre får et mindre nært forhold? Og kan vi som forældre være med til at sikre, at vores børn danner gode relationer og får et stærk sammenhold, så de får stor glæde af hinanden? Med baggrund i sin årelange erfaring med børn og familier giver Margrethe Brun Hansen her eksempler, konkrete råd og redskaber til, hvordan vi kan støtte op om vores børns forhold til hinanden og give dem den store gave, det er at have en livslang bedsteven i en søster eller bror.

Læs mere i nedenstående interview med forfatteren – Margrethe Brun Hansen.

Hvad har fået dig til at sætte fokus på netop dette emne?

Jeg har ofte undret mig over, hvor lidt fokus der er på søskendes betydning for hinanden. Vi ved, at forholdet til vore søskende er et af livets længste og vigtigste, og alligevel er der forbløffende få bøger om emnet. At have søskende er en helt unik mulighed for at få venner for livet, men hvorfor få nogle søskende en dyb og nær relation til hinanden, mens andre får en mindre nær relation. Hvilke forhold spiller ind. Ja, det vil jeg gerne skrive en bog om.

Hvordan hjælper man som forældre bedst sine børn til at sætte pris på søskendeskabet?

Der er ingen tvivl om, at forældrenes indbyrdes forhold bliver både kernen i og rammen om en velfungerende søskendeflok. Forældrenes evne til at tage hensyn til det enkelte barn påvirker de andre søskende. Derfor er det betydningsfuldt, at forældre ser, læser og forstår hvert enkelt barn og signalerer, at alle er lige elskede, at alle er lige respekterede. At forældrene forsøger at formidle modsætninger og bidrager med gode løsninger, så søskendevenskaber kan bevares, uanset personlighed, alder og roller i familien.
Og er der omvendt noget, man ABSOLUT ikke skal gøre?

Man må aldrig favorisere en søster eller bror. Det er en stor sorg for den ikke favoriserede, men så sandelig også for den, der bliver favoriseret. Det giver grobund for jalousi, mindreværdsfølelse og magtkampe mellem søskende. Og selv om vreden og jalousien handler om smerte mellem barnet og forældrene, kan det sætte sig som en barriere mellem søskende og gøre kontakten besværlig både i barndommen, og desværre også i søskendes voksne liv.
Er det ok for søskende at skændes?
Det er uundgåeligt, at søskende af og til bliver uvenner, skændes og råber ad hinanden. Men heldigvis overskygges ulemperne ved de konflikter, der opstår, langt af de mange fordele, der er ved at have en bror eller søster. Som forældre kan vi være rollemodeller og hjælpe vores børn til gode søskendeforhold ved at være opmærksomme på, dels hvordan vi selv løser vores egne konflikter, og dels på hvordan vi hjælper børnene med at løse deres konflikter.

Hvordan støtter vi børns udvikling af sociale kompetencer?

Når forældre griber ind i børnenes konflikter, er det en god idé at påtage sig mæglerrollen frem for dommerrollen. Søskende har brug for forældre, der vil hjælpe dem med at håndtere de følelser, de nu engang har fra glæde, sorg, vrede, jalousi, had og kærlighed. De har brug for at lære, hvordan man kan være vred på en konstruktiv måde – at vrede kan være en god følelse – men også at lære, hvad man gør med vreden, så den ikke bliver et problem for én selv eller andre. Og evner forældre at løse konflikter, der opstår mellem søskende på en god måde, er der ingen tvivl om, at børnene vil tage denne handlemåde til sig som en norm for, hvordan de omgås hinanden.

Om forfatteren – Margrethe Brun Hansen:
Margrethe Brun Hansen er uddannet børnehavepædagog og cand.psych. og er forfatter blandt andet til bestsellerne ”Rød stue kalder”, “Guide til bedsteforældre og deres børn” og ”De kompetente forældre”. Hun er privatpraktiserende børnepsykolog, hvor hun rådgiver forældre, og er desuden en eftertragtet foredragsholder. Margrethe Brun Hansen er desuden landskendt for sin medvirken i tv2-programmet ”Forældre Forfra”.

Bogen kan købes på Saxo’s onlineshop – på linket Søskende